Skip to content
Fredag d. 8. maj 2026 / Nørre Campus / Universitetsparken

Zar Paulo

Zar Paulo udgav i foråret første single fra deres kommende album Ex_Europa – ’Telefonperson’. Sangen blev udnævnt til P3’s Uundgåelige og modtog en 5-stjernet anmeldelse fra Soundvenue for ”forfriskende smartphone-satire”. Siden gentog de succesen med endnu en P3’s uundgåelige i form af fanfavoritten ’We Are One’. Udgivelsen blev fejret med en storslået releasekoncert i Aarhus med over 3000 deltagere. Senest har de udgivet ’Paraplyer’, som er tredje og sidste udgivelse inden albummet. 

’We Are One’ har været en fast del af Zar Paulos koncerter siden efterårstouren i 2024 og har udviklet sig til en decideret fanfavorit, længe før den blev tilgængelig på streaming. Singlen markerer et nyt kapitel for det aarhusianske band, der med nedslag som udgivelsen af ’Telefonperson’, en optræden i X Factor-finalen og udsolgte koncerter i hele landet har slået sit navn fast som et af de mest toneangivende på den danske musikscene netop nu. I september annoncerede de deres hidtil største koncerter i KB Hallen og Aarhus Congress Center, hvor der, efter begge blev udsolgt, er annonceret en ekstra koncert i Aarhus, inden touren senest blev udvidet med en længere koncertrække i efteråret.

I efteråret 2024 spillede Zar Paulo udsolgte koncerter i landets fire største byer med to, ligeledes udsolgte, ekstrakoncerter i Aarhus og København, inden de i sommeren 2025 vendte tilbage på festivalscenerne på Tinderbox, Syd For Solen og NorthSide.

Zar Paulo består af Emil Vammen (vokal), Johan Horsmans (guitar), Tobias Schou (trommer), Martin Kleberg (keyboard) og Anton Breinbjerg (bas). De har kendt hinanden siden efterskolen, hvor de fandt fællesskab i at skille sig ud. I april 2023 udgav bandet deres debutalbum ‘Elendig Software’, som modtog roser fra flere toneangivende medier.

Back To Top