Praktisk info

Mange af jer har formentlig spørgsmål til, hvordan det hele kommer til at foregå på festivalen, og selv om vi nok ikke har svarene på dem alle, så har vi i hvert fald dækket det vigtigste herunder.

Skulle du alligevel have spørgsmål, så send en mail til info@kufestival.dk, og så vender vi tilbage med svar så hurtigt, som det er muligt.


  • Hvornår og hvor?

I år foregår forårsfestivalen fredag d. 5. maj fra kl. 14.00 til kl. 02.00.
Festivalpladsen ligger på Nørre Campus, hvor der vil være adgang fra Universitetsparken, Nørre Allé eller Tagensvej. Hele Universitetsparken lukkes af til cykelparkering, så her må du meget gerne stille din cykel.


  • Hvem kan deltage?

Festivalen er for hel KU´s befolkning: videnskabeligt personale (VIP), teknisk og administrativt personale (TAP) og studerende. Så husk dit KU-ID – det fungerer som adgangsbillet.

Det er ikke muligt at medbringe gæster, familiemedlemmer etc. Men hvis dit institut har besøg af gæsteforskere, samarbejdspartnere etc., der ikke har et KU-ID, så skriv til os på os på VIP@kufestival.dk hurtigst muligt og senest tirsdag d. 2. maj.


  • Hvordan er adgangsforholdene?

Vi sørger for, at der er nem adgang, hvis du er gangbesværet, benytter kørestol e.l.
Vi sørger også for velegnede toiletter og plads ved scenerne, hvis du har brug for det.
Kontakt os gerne på VIP@kufestival.dk, hvis du har særlige behov, vi skal forsøge at tage hensyn til.

  • Hvad må jeg have med?

Du må gerne tage din rygsæk, tæpper, en vandflaske af plastik og andre ting, som gør din festivaloplevelse god, og som ikke generer de andre gæster.
Vi sørger for masser af siddepladser, men I må naturligvis godt udnytte græsarealerne også.
Du må ikke medbringe drikkevarer, campingstole e.l.


  • Foregår alting udenfor?

Ja. KU's Forårsfestival er en udendørsfestival, så husk at tage varmt tøj med. Der vil være et kæmpe telt ved Totem-scenen, men resten af festivalen foregår under fri himmel. Ser det ud til at blive dårligt vejr, anbefaler vi en regnjakke og fornuftigt fodtøj.


  • Er der mad?

Det er muligt at købe mad på festivalpladsen, og der bliver noget for enhver smag. Så hvad enten du har lyst til en stor burger eller en vegansk ret, så bliver der noget til dig - og til studievenlige priser.
Vi opdaterer løbende siden her med de forventede madboder og foodtrucks.

Der bliver selvfølgelig også 8 forskellige barer, hvor du kan købe øl, sodavand, cider, drinks og meget andet. Barerne bliver drevet af frivillige, og overskuddet går til festivalens musikprogram.

  • Lidt om sikkerhed!

Der vil være samaritter til stede på festivalpladsen hele eftermiddagen, aftenen og natten. Der specifikke placering fremgå af kortet over festivalpladsen samt skiltning på dagen.

Hele festivalpladsen vil være indhegnet, og der bliver tre indgange/udgange. Der vil være adgangskontrol ved alle indgange, så husk dit KU ID-kort.

Husk på at der vil være rigtig mange mennesker til stede til festivalen, så pas godt på dine ejendele. Lad alle dine juveler, computer og andre værdier blive hjemme, og pas på dig selv, dine medstuderende og kolleger under festivalen.


  • Lidt om Alkohol- og Stofpolitik

Der vil være rig mulighed for at købe billige øl, vand og drinks under festivalen, og du må derfor ikke medbringe dine egne drikkevarer udover vandflaske.
At medbringe eller være påvirket af euforiserende stoffer vil medføre øjeblikkelig bortvisning.


  • Hvordan bliver jeg frivillig?

Uden frivillige - ingen KU-festival!
Vi plejer at være 3-400 frivillige fra alle fakulteter og KU´s fællesadministration, som hjælper med bardrift, adgangskontrol, afvikling og mange andre spændende ting under festivalen. En vagt er på ca. 4 timer, og du får mad og drikke + en t-shirt på dagen.

Den 20. april afholder vi frivilligarrangement på Nørre Campus, hvor vi gennemgår afviklingsplanen, svarer på alle spørgsmål og i det hele tager sørger for, at I er super godt klædt på til den store dag.

Find mere info lige her


  • Hvordan kommer jeg i kontakt med arrangørerne af festivalen?

Har du en god idé til en event eller aktivitet, så skriv os en mail på kufestival@studenterhuset.com


  • Jeg har mistet noget

Vi samler alle fundne genstande sammen og bringer dem til Studenterhuset i løbet af weekenden. Hvis du udfylder formularen på www.studenterhuset.com/lost-found med beskrivelse af det mistede, forsøger vi at forene alting med rette ejermand fra om mandagen.

Du kan desværre ikke lige smutte forbi Studenterhuset for at høre, om vi har fundet dine ting efter festivalen. I 2015 fandt vi knap 100 glemte genstande; bl.a. telefoner, tegnebøger og nøgler. For at sikre at alting ender hos rette ejer, laver vi et registreringssystem. Det giver dig sikkerhed for, at hvis vi finder din ting, er det også dig som får den tilbage.